Hvorfor det giver mening at tage skoene af i frokostpausen

Så snart vi går udenfor vores hjem, så tager vi sko på. De beskytter os selvfølgelig mod snavs og skader, men de er også et slags’skjold’,vi tager på eller af alt afhængigt af, hvor hjemme vi føler os. Med andre ord kan man påvirke, hvorvidt vi føler os hjemme eller ej ved fx at smide skoene.

Hjernen er på nogen punkter ret banal: den skaber associationer, som sætter os i stemning. Behaviorismen (en psykologisk teori af Ivan Pavlov) viser, hvordan man kan skabe associationer hos dyr gennem sensoriske input, fx lyd (Fænomenet er opkaldt“Pavlovs hunde”). Hvis hunden får en godbid, hver gang den hører en bestemt lyd, associerer hunden til sidst lyden med en godbid; altså de to input former en mønster med en tilhørende værdi.

Naturligvis vil vi mennesker gerne anerkendes for at være mere udviklet end hunde (for det er vi), men mekanismen er ikke anderledes hos os. Igennem livet sammenkobler vi stimuli, former mønstre og giver dem betydninger. Det er ikke noget, der foregår på et særligt bevidst plan (hjernen ville blive træt af at skulle være bevidst på disse områder). Istedet forklarer det os, hvorfor nogen af os har et positivt forhold til risengrød, et negativt forhold til navnet “Adolf” eller noget helt tredje. Det handler om erfaringer, gentagelser og betydningen, der tildeles.

I de fleste kulturer (i hvert fald i vores herhjemme i Danmark), tager man ofte skoene af, når man er derhjemme. Derfor kan følelsen af at tage skoene af hurtigt give os en ubevist association eller følelse af at være hjemme. Detgrænseoverskridende kommer så af, så vi skifter kontekst.

På en arbejdsplads er der som regel et klart skel mellem at være hjemme og ikke at være hjemme. Der er ofte en minimum dress-code (og vorherre bevares skal vi selvfølgelig ikke møde op i morgenkåbe med søvn i øjenkrogen). Men kunne det ikke være fantastisk at give medarbejderne en følelse af at føle sig hjemme? Trygge? Komfortable?

Netop derfor er der potentiale i en forbedret kultur på arbejdspladsen, hvis vi i ny og næ tager skoene af på arbejde; fx. i frokostpausen, når vi ofte alligevel vil snakke om noget andet end arbejde. Bare en gang imellem. Det giver noget identitet og veksling i energi, og hvis det ikke virker, kan man jo bare tage skoene på igen.

Hvis i vælger at give det et skud, så lad mig endelig vide, hvordan det bliver taget imod, og hvordan samtaleemnerne måske skifter fra forsyningskæden til, hvad man lavede af mad aftenen forinden.

Julia